Terapeuter, psykologer og psykiatere


Jeg har oplevet lidt af hvert på den front, men læs mere om det her...


Terapeuter

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har været ved flere terapeuter, psykologer og psykiatere, før jeg blev udredt i efteråret 2014. Den første terapeut, jeg gik hos i Greve, kom jeg hos gennem 13 år - og som oftest en gang om ugen. De første 8-10 års tid gik jeg en time ad gangen, men de sidste 3-5 års tid var det 1.5 time per gang. I en periode fra 2007-2010, hvor jeg kortvarigt var bosat i Odense, kom jeg hos en terapeut i Svendborg - altså har jeg været i selvbetalt terapi i 16 år i alt. Desværre var der ingen af disse terapeuter, som overhovedet spurgte undrende til alle mine mange udfordringer samt invaliderende angst, der konstant skiftede ansigt. I stedet fortsatte de bare med at "score" mellem 650-900 kr. per gang.

Selv havde jeg, som beskrevet flere steder på hjemmesiden, meget svært ved at klare et arbejde samt studie grundet mine mange udfordringer på det sociale område, hvilket burde undre de fleste - også folk uden en terapeutisk uddannelse. Min mor undrede sig i hvert fald meget, der bare synes jeg fik det værre og værre, hvilket jeg også gjorde, fordi jeg konstant blev opfordret til at øve mig socialt.

Det var først da jeg startede på et IT studie og blev medlem af Mensa, at en lærer spurgte til, om ikke der var en del med asperger-træk i Mensa. Hun har selvfølgelig kunnet se flere træk hos mig, da hun har erfaring med at flere, som søger ind på IT studiet, har nogle sociale udfordringer. Ligeledes sagde en konsulent, som har mødt mig en enkelt gang á 15 minutter, at det ikke var normalt at være så hårdt ramt af angst som jeg. Han lagde desuden mærke til, at jeg var elendig socialt.

Jeg er udmærket klar over, at der var struktur og ro hos terapeuten, men de må da ha' undret sig gevaldigt, når jeg gang på gang spurgte og faldt i vandet, grundet de samme problemer/udfordringer?? Næh nej, det gjorde de ikke - de sagde det i hvert fald ikke, men jeg var jo også nemme penge må man sige. Ej, det kan jeg selvfølgelig ikke vide, men tanken har da strejfet mig rigtig mange gange. Jeg har siden gjort begge terapeuter opmærksom på, at jeg nu er blevet udredt for en klassisk autisme, ADHD, OCD og flere alvorlige angstformer, men ingen af dem har svaret mig. Troede ellers at især terapeuten kunne finde ud af at sige undskyld, men ak nej - om ikke andet håbede jeg på, at de ville tage det skrevne til sig blot som en mulighed for, at udvikle sig og evt. arbejde på en anden måde samt holde et ekstra øje med personer som mig.

Jeg er da glad for, at jeg selv formåede at blive et rummeligt menneske, som tager ansvar og siger undskyld, for ingen terapeut lærte mig det - eller jo, det gjorde de faktisk, men kan ikke selv praktisere det uden for terapi-rummet. For mig handler det selvfølgelig om at kunne se mine medmennesker i øjnene, og derfor tager jeg ansvar. Især fagfolk der arbejder med psykisk sårbare, skal være modtagelige for at lære nyt, samt kunne tåle, at få en venlig opfordring.


Psykolog

Jeg gik også hos en psykolog gennem kort tid, da jeg blev kørt ned på jobbet som hjemmehjælper (jeps, jeg var hjemmehjælper og sågar en populær en af slagsen), men hendes råd var, da jeg fortalte om mine udfordringer, at jeg skulle søge nogle homoseksuelle venskaber. En dag da jeg havde tid hos hende, havde en person været inde og stjæle en pung. Kollegaen spurgte min psykolog om ikke jeg havde tid hos hende nu, hvilket hun snerrende svarede ja til, men at jeg kunne vente. Jeg fik forløbet betalt, og derfor gik hun ikke så meget op i, om jeg fik valuta for pengene. Jeg afbrød forløbet før tid.


Psykiatere

I gennem tiden har jeg også været hos diverse psykiatere, hvoraf den første udskrev noget psykose/skizofreni præperat. Det havde selvfølgelig knap nok nogen virkning på mig andet end at jeg tog voldsomt på, fordi medicinen gav væske i kroppen. Andre bi-virkninger var brune hårde pletter på kroppen, som jeg selvfølgelig fik rigtig mange af, for jeg tror på, at passer kemien ikke i medicinen - altså at man får den rigtige medicin, så virker den naturligvis ikke, men bevirkninger får man i høj grad og gerne dem alle, for man får jo alt for meget af noget, som man ikke mangler er min konklusion. Jeg har for øvrigt stadigvæk glæde af mine "fine" brune pletter som et lille minde fra en turbulent tid :)

Da jeg endelig blev klar over, at min tilstand ikke kun omhandlede angst og OCD, fik jeg bestilt tid hos en psykister i indre København før jeg endte med at komme hos Mik Adsersen på Mikado Klinik. Han spurgte mig meget kort om jeg havde skizofreni, hvilket jeg selvfølgelig svarede nej til, da jeg jo var kommet for at blive udredt for asperger. Han ville ikke høre tale om asperger, hvorefter jeg valgte at gå.

Flere gammeldags psykiatere har stadig en idé om, at os med autisme har skizofrene sider. Det har vi også, men at spørge til om jeg har skizofreni, har jo intet med sagen at gøre. Vi har noget, der minder om skizofrene tanker, men kun når vi har været for meget social. Jeg var så udbrændt til sidst, at jeg brugte al min tid alene i tiden op til min udredning, hvorfor jeg ingen skizofrene tanker havde på daværende tidspunkt. Mik Adsersen kunne med det samme fortælle mig, at jeg havde asperger og sågar ADHD (jeg løb nærmest på væggene, fordi jeg samtidigt havde en kritisk lav blodprocent). Det var også tydeligt atjeg havde asperger, fordi de autistiske træk bliver yderst fremtrædende, når vi er stressede.

Alt for mange er inkompetente på autisme området - især hvis man er ekstrem højt begavet som jeg. Jeg undrer mig stadigvæk over, at helt almindelige mennesker kunne "udrede" mig, men ikke fagfolk. Det er sgu skræmmende!