Teknikker


Teknikker er en vældig god ting at lære. Ligeledes er mentalisering som værktøj


Kan man bruge mentalisering som værktøj? Ja da, for eftersom jeg har autisme, så kommer det aldrig til at falde helt naturligt for mig. Det kan dog blive naturligt for mig at bruge værktøjet.


Der gik ikke lang tid ude på Center For Autisme, før jeg fandt ud af, at autisme kunne forveksles med et atomkraftværk, som ikke formår at trække vand ind selv. Det samme sker med vores hjerner som du måske har regnet ud :)

Sådan er det også med autisme, og har fagfolk, mentorer og andre støttepersoner ikke den rette viden og evner samt ønsker at lære nyt på området kombineret med en god portion tålmodighed og ikke mindst en kærlighed for forskelligheder, så går det helt galt.

Og det er gået galt flere gange, hvor det desværre er endt med selvmord, fordi fagfolk simpelthen ikke har forstået, hvad det handler om. Vi kan gøre meget selv, hvilket jeg også har gjort via selvbetalt terapi gennem 16 år, nysgerrighed og ikke mindst en vilje og et mod ud over det sædvanlige, men vi kan ikke det alene.

Ingen mennesker kan eller skal gøre alt selv og helt alene, og eftersom mange har berøringsangst, så står mange autister uden familie, venskaber, forhold, medstuderende, kollegaer og meget andet, hvorfor vi er enorm stress sårbare. Vi har ej heller ikke nogen at tale problemer med, da vi ofte er dømt til et liv alene - og selvom vi kender nogen omkring os, så er det de færreste der forstår, at vi ikke føler os frem til et resultat, men skal have ALT gennem hovedet først for dermed at kunne forstå og måske sætte tingene sammen i en helhed, for vi ser alt i detaljer først og fremmest.

Derfor nytter velmenende råd ikke, sammenligninger eller at pådutte os, at vi skal opføre os og tænke samt føle som en neurotypisk. Det er vores langsomme system ganske enkelt ikke skabt til! Jeg er med på, at vi skal opføre os ordentligt (det skal alle, men det sker som sagt ikke ret tit som man kan læse sig frem til på de sociale medier, nyhederne og ikke mindst blandt mentorer og kommunerne og jeg kunne blive ved), men det er svært at opføre sig ordentligt, hvis ens hjerne er fuldstændig fucked!

Og med den fokus der som sagt er på autister uanset hvad vi siger eller gør, så kan vi ofte bare ikke gøre noget rigtigt. Spørger vi om noget, så bliver svaret et mange ville svare til en 5 årig og det er altså ikke særlig respektfuldt vil jeg mene.

Det kan godt være jeg tager fejl; måske har jeg fortjent sammen med andre autister at blive set ned på, behandlet skødesløst, ignoreret, omvendt til en neurotypisk, voldtaget, svigtet, hjernevasket, trådt på, mishandlet, sex udnyttet, være udenfor sammenholdet, talt grimt til, mobbet mm. Hvad mener du som læser, kunne du tænke dig mit liv, for det er hvad jeg lever med 24/7.

Fremhæver jeg eller er glad for nogle evner eller sider jeg har, så praler jeg. Hvis en neurotypisk fortæller om sin nye bil, så er det dejligt. Hvis en tenneage pige får gode karakter, så er det virkelig skønt, men hvis jeg er god til at regne avanceret matematik ud eller kan samle et puzzlespil med 2000 brikker på no time eller kode et tognet ind på min nethinde, så praler jeg.

Det er selvfølgelig skide godt at kunne kode sådan noget ind, hvis jeg står med min mor på en station i langbortistan, men ellers gider ingen at høre om det. Ingen spørger mig om, hvad jeg gider at høre på. Jeg skal bare indrette mig efter flertallet trods jeg er født og fungerer anderledes trods jeg ikke gør nogen ondt. Men vi er jo kun noget værd, hvis vi alle kan yde det samme i samfundet.

Center For Autisme formåede at se mennesket og at tilføje det vand, som autister ikke selv formår at trække ind, for dermed at afkøle systemet. De ved hvad det handler om! Men de er stort set også de eneste er min erfaring og det er for dårligt. Vi har brug for flere kompetente fagfolk og mentorer på området.

På Center For Autisme lærte jeg en masse nyttige teknikker, for jeg havde en mentor, som virkleig formåede at stole på, at jeg ville og kunne udvikle mig. Hun var tillidsfuld og jeg kunne ringe til hende i hverdagene og weekenderne, hvis det gik helt galt, for jeg har også autisme i weekenderne og i døgnets 24 timer som hun sagde.

Det lyder nok forkælet og meget andet, men vi har som oftest slet ingen netværk og dermed ingen at tale med, når det brænder på, hvilket det ofte gør. Jeg har accepteret at mit liv er sådan, hvilket har gjort, at jeg pludseligt har fået bygget flere gode venskaber op. Skønt!




Teknikker