Sindets magt på det ubevidste plan


Vi kunne alle trænge til at kigge lidt indad, fordi det vil fremme nærværet med andre...


Jeg elsker nygerrige mennesker, som ynder at udvikle sig. Disse mennesker må spørge mig om alt hvad de lyster, og jeg vil med glæde svare.

Som ugangspunkt er jeg smilende, glad, imødekommende og nysgerrig på mine medmennesker, hvis jeg har en god dag, hvilket jeg sørger for at have så vidt muligt ved at pleje mit sind. Jeg tænker anderledes og er ret direkte i min måde at kommunikere på, ingen tvivl om det, men jeg er nygerrig, positiv anlagt og motiveret for udvikling, hvilket er alfa omega hvis man vil lære nyt, uanset om det er de sociale regler, livets udfordringer (nogle kalder dem problemer), et håndværk eller på det faglige plan vi taler om.

Min mentor sagde til mig for noget tid siden, at jeg kunne blive endnu bedre til rigtig mange ting socialt og at forstå mennesker, fordi jeg hele tiden skal gøre mig umage - og jeg gør mig umage (i dag falder det mig helt naturligt, fordi jeg har lært at stole på mine følelser). Dette giver mig gode kontakter, uanset hvor jeg begår mig til glæde for mig selv og andre.

Tidligere i livet var jeg dårlig til at opsøge gode kontakter, fordi jeg ikke stolede på, at mine meninger, tanker og følelser var lige så meget værd som andres. Det har fuldstændig ændret sig i dag med et super godt resultat, men rigtig mange døjer jo med ikke at føle, at de har lige så meget ret til at ytre sig. Læs om nogle af mine frustrationer gennem mit liv herunder :)

Jeg havde en tidligere bekendt, som omtalte mig overfor nye mennesker med denne svaber: "I skal endelig møde Camilla, hun har asperger, ADHD og høj IQ".
Jeg har intet problem med, at folk ved, at jeg har disse diagnoser, men jeg vil meget gerne selv fortælle det, der skal siges om mig og til hvem. Selv er han tyrker og muslim og drikker alkohol, hvilket jeg slet ikke så på, men hans indre værdier. Jeg spurgte til, hvad han ville sige til, at jeg præsenterede ham som 'muslimen fra Tyrkiet, som drak alkohol'.

Dette kunne han ikke se det store problem i, men det handlede vist mest af alt om, at han ikke magtede at tage tingene til sig følelsesmæssigt, hvis du spørger mig. Han roste mig på ét punkt, og det var netop min evne til at se det hele menneske uden fordomme.

Ingen har fortjent kun at blive set som et halvt menneske. Vi har alle fortjent at blive set som en helhed. Og vi har alle krav på at der kommer fokus på vores ressourcer frem for, at vi alle skal passe ned i samme kasse - netop sådan som samfundet har udviklet sig til, og aldrig har der været flere psykiske sårbare på alverdens medicinpræparater

Her i samfundet har vi det ofte bedst, når vi ser hullerne i osten - også kaldet brud på komfortzonen. Vi har det bedst, når vi kan løbe fra egen utilstrækkelighed og pådutte andre, at de ikke skal tro, at de er noget - eller sågar hade en gruppe mennesker - hvis ikke man altså falder i den, der hedder; "overskride grænser og svine folk til på Facebook, i debatter og andre sociale medier" fælden. Jeg er for øvrigt ikke på Facebook længere af samme grund.
Jamen kære venner, i kan lære noget af disse mennesker i stedet. Det er en rigtig god mulighed for at udvide egen horisont. Hvis nogen er grove eller andet, så spring dem over. Gå for alt i verden ikke ned på deres niveau!

Man skal helst ikke skille sig ud, selv om der bliver råbt og skreget om, at vi skal udvikle os og lære nyt hele tiden. Og man skal helst være en blæksprutte, som kan begå sig på de fleste niveauer, især på jobbet og uddannelsessteder - og i den grad også når vi er sociale og er blandt familie og venner - men kom ikke og tro, at du er noget vel...

Det er ret komisk med disse modstridende signaler. I virkeligheden er det ikke fordi, jeg som autist eller ADHD freak ikke forstår dette samfund, som er ved at løbe løbsk, det gør mange andre heller ikke, men lad være med at give de andre skylden. Start hos dig selv i stedet! Vær du bare glad for, at du ikke har en langsom hjerne (hvis dette er tilfældet), som skal kæmpe en brav kamp non stop, fordi den ikke kan følge med - ikke kun grundet de modstridende signaler, men også forståelsen af det sagte, som jeg opfanger helt og aldeles bogstaveligt (derfor jeg taler så direkte, men dog ikke grimt og ubehageligt. Det kan dog blive sårbart, når ægte mennesker kommer tæt på, men det har intet med mine diagnoser at gøre, men mine mange års terapi).

Det er logik for burhøns, at man har meget mere at give sine medmennesker, hvis man er tilfreds dybest inde
Hvis du hele tiden stræber efter at være god nok, dygtig nok og underholdende nok i andres øjne, så er du nødt til at camouflere dig, og det bliver man næppe et lykkeligt menneske af.

Der er jo en årsag til, at du har brug for at dunke andre i hovedet ikke sandt? Hvis du havde overskud, så ville du løfte denne person i stedet for, for det er hvad kærlighed og medmenneskelighed er.

Jeg har læst om, hvordan man skal behandle andre som man selv ønsker at blive behandlet (vi er alle forskellige, men vi søger alle tryghed, omsorg, kærlighed og at blive set og hørt som den vi er), men det kræver i den grad, at du behandler dig selv ordentligt, før du kan vide, hvordan du kan behandle andre godt.
Derfor mener jeg også, at man er nødt til at elske sig selv før man kan elske andre. Du kan ikke give mere end hvad du selv har lært - og du kan ikke give mere kærlighed og omsorg end hvad du selv har modtaget, så enkelt er det! Hvordan skulle du kunne vide, hvordan kærlighed og omsorg føles og gives, hvis ikke du er lært op i dette?

Jeg var så naiv at tro, at folk ville mig den bedste, hvis de bare vidste, at jeg havde to psykiske handicaps, men jeg blev meget klogere efter at jeg har lært mig mentalisering, hvilket jeg faktisk er ret skrap til :) Min mentaliseringsevne samt rummelige, kærlige og smilende personlighed har gjort, at jeg ikke længere oplever overgreb på min personlighed, mobning mm.

Selv er jeg vokset op uden ret meget kærlighed og omsorg for den person jeg er. Jeg kunne vælge at løbe efter anerkendelse resten af livet, eller tage ansvar og blive herre i eget liv. Jeg er nødt til at bygge mig selv op, hvis jeg ønsker at se massen i osten i stedet, da jeg ubevidst vil søge mennesker, som måske på overfladen udstråler det modsatte, men som har samme dysfunktionelle historie under overfladen. Når jeg møder andre autister, er min tålmodighed langt større, da jeg ved hvor meget de kæmper. Vi har nemlig så meget mere af det hele...