Overgreb


Overgreb har der været rigtig mange af både fra mænd,
søskende, mentorer og ikke mindst kommunen


Hop til overgreb fra mentorer

Hop til overgreb fra kommune

Overgreb fra mænd:


Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har oplevet flere overgreb fra mænd siden jeg var 14 år gammel. Det ville fortsætte den dag i dag, hvis ikke jeg havde valgt at arbejde så intenst med mig selv. Jeg kan nemlig ikke mærke grænser eller aflæse disse mænds intentioner, hvorfor jeg tidligere forsøgte at fortælle dem, at jeg har autisme og hvad det indbærer. Verden hænger dog ikke sådan sammen, at de så vælger at tage hensyn. Næh nej, de bruger gerne manglende sociale evner til at forgribe sig på mig seksuelt - især i perioder, hvor jeg har det ekstrem skidt, for her er min evne til at aflæse, mærke og forstå betydelig nedsat.

Selv min tidligere "gode" ven Turgay forgreb sig på mig en dag, hvor jeg havde det yderst dårligt. Han har sågar en niece med asperger, hvorfor jeg slet ikke kan forstå, hvad der skete i hovedet på ham - eller nærmere betegnet hans lille hoved, som bare skulle tilfredsstilles.

Jeg er blevet udsat for 3 voldtægter i mit liv, 2 voldtægtsforsøg samt grov vold flere gange. Volden var så grov, at jeg ofte havde et ophævet ansigt i alle regnbuens farver. Jeg gik også meget ofte rundt med et trælår og en enkelt gang blev jeg udsat for et kvælertag, hvor jeg var ved at miste livet. En anden gang blev jeg kastet ind i en række af postkasser og fik hjernerystelse, men dette klarede vi ved at fylde mig med sovepiller.

Som 14 årig blev jeg truet til at have sex med en ældre kæreste. Han tæskede mig dag ind og dag ud, så jeg turde ikke andet end at sprede ben for ham. Jeg var for øvrigt jomfru på daværende tidspunkt. En anden kæreste tæskede mig hele vejen fra byen og til Rødovre med spark, knytnæveslag, bid og riveri i håret samt kvælertag. Jeg kunne ikke aflæse disse fyre - og jeg havde det ad h...... til hjemme, hvor min mor havde mødt en ny mand, som jeg ikke brød mig om.

På job og uddannelsessteder skulle jeg finde mig i at være uden for sammenholdet, samt blive nedgjort, talt grimt til/om, sexchikane og mobning.

I dag, efter jeg har fået ro på med en førtidspension og genoptaget selvbetalt terapi, kan jeg mærke grænser og få sagt fra, før nogen får udsat mig fra personlige invaliderende overgreb.




Overgreb fra diverse mentorer


Udadtil ser jeg ret tiltrækkende ud, og jeg er kvik samt udadvendt/energisk, hvilket bliver opfattet som at jeg er meget mere velfungerende end jeg er. Jeg er nemlig slet ikke energisk, men total udbrændt i krop og sind. Min ADHD og stress kører nemlig op, når min asperger intet forstår samt når jeg bliver udsat for det sociale med alt hvad det indebærer.

Efter et liv med alverdens nederlag, overgreb, mobning, voldtægter mm., har jeg altid været bange for at falde ud fra mængden, hvorfor jeg bruger enorme ressourcer på at holde mig oven vande.

Dette har kostet dyrt hvad angår mentorer, som har set mig som en pain in the ass frem for at støtte og hjælpe mig. To mentorer skrev rigtig grimt om mig, og ikke mindst om, hvor umulig jeg var - en som altid skulle have ret. De havde simpelthen ikke forstået, hvor hårdt ramt jeg var.

Dette har kun gjort min stress, udbrændthed og sårbarhed endnu værre end nogensinde. Hvordan skal man kunne opbygge tillid til andre mennesker, når selv de mennesker som burde hjælpe og støtte, driver overgreb mod én? Alt hvad mange autister har af kontakt til andre mennesker, er ofte den mentor de har fået tildelt via kommunen, og så tillader nogen ovenikøbet, at misbruge dette vigtige erhverv.

Jeg har selvfølgelig rådgivet mig med fagfolk, som jeg stolede på; og jo, der er rigtig mange der arbejder med autister, som simpelthen ikke helt har forstået, hvad det hele handler om.

Vi kan altså ikke gøres neurotypiske bare fordi, det ville være lettere på den måde. Vi kan udvikle os og lære nogle teknikker, hvilket vil hjælpe på vores enorme sårbarhed, men vi skal også have lov at være den vi er dybest inde - alt hvad vci siger og gør skal ikke gøres til et problem, så længe vi behandler andre ordentligt - og vi skal alle behandle andre med respekt!

Det er nemlig yderst hårdt, når man kun er social meget sjældent, at få at vide, at det og det skal man tænke over og indrette sig efter, for det kommer altså til at fylde rigtig meget i sindet på en negativ måde. Neurotypiske har typisk flere venskaber, et job, fritidsinteresser, familie, børn, villa og vovse, uddannelse mm., hvorfor en (lille?) brøler vil fylde knap så meget, ud over, at de også har nogen at tale med, der taler samme sprog, hvis noget skulle gå galt.

I dag kommunikerer og begår jeg mig ofte langt bedre end flertallet har jeg ladet mig vide, men jeg har jo også terapien og roen som livsledsager. Desuden gør jeg mig umage over for mine medmennesker samt holder af at udvikle mig og lære nyt. Min nysgerrighed og næstekærlighed har klart været væsenlige faktorer for min evne til at udvikle mig så stærkt og harmonisk.



Overgreb fra kommunen


Kommunen har jeg kæmpet med i flere år, fordi de fortsætter med at kaste mig ud i den ene aktivering efter den anden, hvorefter jeg går fuldstændig ned med flaget kort tid efter. Denne "nedsmeltning" varer i måneder, hvor jeg intet kan ud over at ligge helt svimmel, stresset og angst i min seng.

Jeg kommer i konflikt med de ansatte på stedet, fordi jeg bruger enorme energier på at fortælle dem, hvordan jeg har det og hvad jeg har brug for, men hver gang ser de kun den meget irriterende Camilla, som er kvik i pæren og derfor burde kunne forstå alt, hvad der bliver sagt.

Den kvikke Camilla burde også kunne klare at overvinde en alvorlig kronisk stress/udbrændthed, samt kunne udregne, hvordan man kan tænke sig ud af autism samt ADHD, så hun kan begå sig helt normalt, men hvad de ikke har taget højde for, er, at jeg er hårdt ramt på min autisme netop grundet min høje IQ - og jeg skal kæmpe langt mere med omgivelserne, fordi mange netop tror, at jeg bare kan det hele. Men jo, jeg kan i den grad regne ud, hvordan jeg kan leve med disse udfodringer uden at falde død om, og det har jeg gjort.

Man kan altså ikke tænke sig ud af manglende evne til at aflæse og forstå det mellem linjerne, samt den ekstrem høje sanseforstyrrelse, der er forbundet med autisme uanset intelligens. Jeg er født med en hjerne, som er anderledes sat sammen samt har langt færre nervetråde ned til kroppen. Er det svært at forstå?

Dette har jeg selvfølgelig forsøgt at sige til kommunen, men også diverse mentorer, hvilket kun blev betragtet som pral. I dette jantelovs land skal man ikke tro man er noget, om det så koster vedkommende livet!