Nyheder


D. 24. april 2019

Det er de små hints, som gør forskellen


Hvordan kan det være, at jeg netop fik øje på dig - for dig?
Jeg ved det! Her følte jeg mig dejlig og begæret.
Men du stak jo af og lod mig ganske alene i min seng. Café Intime

Så hårdt at skulle erkende, at du nok aldrig vender tilbage.
Mon du ved, hvor meget jeg savner dig og dét vi havde sammen?
Mon du er klar over, at jeg stadigvæk længdes efter dig?
Tror du på mig, når jeg fortæller dig, at vi sagtens kunne forenes?
Forenes i hver vores liv og drømme.

Alligevel fortsætter du med at ignorere mig.
Lader mig vide, at jeg ikke er værd at komme tilbage for.
Men det er jeg i den grad!
Jeg er langt mere end det, hvilket du ville vide hvis du gav mig tid.
For jeg er så meget mere end det.
Elsker dig så dybt og inderligt, for jeg har set dig.
Og jeg ved, at du har set mig.
Ved du er bange for at føle og handle på det.
Bange for at komme ud af din komfortzone.

Alle dine små hints fortæller mig, at du tænker på mig.
Og måske overvejer at finde mod til at opsøge mig igen på det listige sted.
Jeg vil tage imod med kyshånd, for jeg vil jo kun dig.
Ønsker at finde ud af, hvem du er på et dybere plan.
Er sikker på, at du er lige så smuk indvendig som udvendig, for det fik jeg at føle.
Jeg har ventet så længe, fordi jeg brugte mit møde med dig.
Brugte mødet til at blive klogere på mig selv og dig.
Og derfor har jeg viljen og roen til netop os to!
Men tør du?

Spørgsmålet du stillede mig i sin tid, men jeg er åbenbart langt mere modig end du...
Jeg vil dig helt ind i hjertet for fanden da!
Også når alt virker uoverskueligt, latterligt og svært.
Når du er morgensur, træt og ude af balance.
Eller når du endnu engang bliver i tvivl eller tager på en længere rejse med gutterne.
Jeg er her når du har brug for mig, for det har jeg lovet dig.
Og jeg holder, hvad jeg lover.
Men du må også vove pelsen og vise mig, at du er villig til at gøre en indsats.
Vise mig at du tør give lidt af dig selv samt give dig hen.
Gøre dig umage som jeg gør mig umage.
Mere kan vi ikke forvente af hinanden!



D. 5. marts 2019

Fucking liv!


Hvordan kunne jeg være så dum, at finde mig i dig og andre tåbelige mænd?
Jeg ved det! Fordi her vidste jeg på forhånd, hvor “skabet” stod.
Føler mig så magtesløs og elendig lige nu, for det gør så ondt at indse.
Så hårdt at skulle erkende, hvad jeg har sukket efter i alle disse år.
Mon jeg hader mig selv inderligt, når jeg finder mig i det igen og igen.
Når jeg stadigvæk længdes efter dig og det vi havde sammen.
Skidt behandlet af netop dig!

Men vi havde en fantastisk stund sammen, ingen tvivl om det.
Alligevel straffer du mig ved at ignorere mig.
Lader mig vide, at jeg ikke er værd at komme tilbage efter.
Vender tilbage til det hurtige liv, og finder dig endnu et "offer".
Vi kvinder er jo selv skyld i det, for vi formår ofte slet ikke at sige et rungende nej!

Vi er blevet opdraget til at tro på, at vi ikke må sige fra - at vi skal være den søde og artige pige.
Så lidt skal der til for at overbevise en del kvinder, som er vokset op med at tro på, at de ikke har fortjent bedre.
At kvinder skal makke ret og opføre sig ordentligt i et mandsdomineret samfund.
At mænd kan manipulere og styre som de har lyst til, hvis bare de har den rette job-beskrivelse.
Kvinder hopper i med begge ben, for de higer efter at blive set og hørt.

Hvor er ligestillingen henne i disse tilfælde?
Musikere, skuespillere og rigmænd, som mener, de kan behandle kvinder som de har lyst til.
Man opfører sig gerne grimt over for andre, bare fordi man kan.
Uden at tænke over, hvor ødelæggende det er på sigt.
Tror de er Guds gave til kvinden, og hun skal bare være glad, hvis hun bliver valgt.
Værst er det, at kvinden selv tror på det.

Spreder ben for at blive elsket og holdt af, uden overhovedet at mærke efter, hvad der rører sig i dybet.
Frygten for at sige nej, og blive holdt uden for sammenholdet.
Finder på alverdens undskyldninger - og sætter manden i et godt lys, for ikke at mærke den smerte, han har påduttet hende.
Smerten hun har påduttet sig selv i sin iver efter, at blive accepteret.
Det er klamt og jeg er træt af det!

Træt af egocentrerede mænd, som styrer samfundet – og kvinderne.
Træt af mig selv, som åbenbart ikke formår at føle anderledes, for min hjerne tror på, at det skal være sådan.
At det er helt normalt!

Mine følelser vil helst følge ham, som skader mig.
Ham, som ikke vil mig, men bare leger med mig.
Ham, som puster sig op med eyeliner og højt hår.
Klær’ sig afvisende og med en snert af mystik i sorte klæder.
Ham, som intet giver af sig selv og taler i to-stavelsesord.
Han er bare så skide spændende, og jeg er fucking træt af det!


D. 21. februar 2019

Kære mor


Jeg har altid følt mig valgt fra af dig; når jeg havde venner på besøg og du knap nok ænsede mig, når du var med en mand, som du indordnede dig under, når du var i byen og skulle gøre dig til for mændene, når jeg vaskede op, når du forsvandt ud af bagindgangen i garnforretningen, da jeg var 13 år, fordi Bjørn ventede på dig, når du ville adoptere os væk, når du blev væk i måneder, mens du lod os børn blive hos Robert (han kunne lige så godt være stukket af og ladt os alene, men det sked du på).

Når du igen sagde, at jeg var sart og følsom, og burde kunne klare mig selv trods utallige svigt og nederlag, når jeg forsøgte at forkæle dig, man intet var godt nok, når jeg var i skole, når jeg kom hjem fra skole og du atter var skredet, samt havde glemt at lægge nøglen ud i støvlen, når vi var hos familien, når vi var ude og rejse sammen i Berlin, når jeg var på besøg hos dig, hvis der var andre tilstede, når jeg havde kærester, når jeg var døddrukken, når jeg var ked af det, når jeg vejede under 45 kilo med mine 180 i højden, når jeg tog stoffer, når jeg var vred - eller forsøgte at turde være det, når jeg gik i terapi, når jeg udviklede mig, når jeg var ensom, når jeg havde mødt en ny mand, når jeg havde fået en ny veninde, når jeg havde angst, når jeg stressede, når jeg ikke kunne klare mennesker og snak, når jeg var ensom og opgivende, når jeg var depressiv med selvmordstanker og jeg kunne blive ved.

Du ser ofte kun dig selv. Du forstår dig slet ikke på mine følelser eller udfordringer, og du gør heller ikke noget for at forstå mig. Du tager intet til dig, men kører med rundsave på albuerne. Du virker kold og ligeglad med mig. Du synes ikke det var noget, når ikke nøglen var lagt ud trods du vidste, at jeg led ufatteligt meget af angst. Og selv om du vidste, at jeg blev mobbet og dermed var bange for, at nogen skulle låse døren op på toilettet på skolen, mens jeg forsøgte at lade op i mig selv samt gøre mit ærinde. Når jeg sad med mine venner og du overtog samtalen fuldstændigt, uden overhovedet at se mig og mine behov.

Når du gang på gang fortæller mig alt det, jeg ikke kan, men snart burde lære. Når du vender det blinde øje til, fordi du igen mener, at jeg burde være klogere, når du irettesætter mig eller kigger på mig med Ruth blikket, fordi jeg tager mig en smøg, når du talte med snerrende stemme. Når du igen siger "sådan noget ville jeg aldrig gide at spilde tid på" = du er dum, Camilla, når du igen ignorerer mig trods jeg er ked af det og langt ude og skide, når jeg var udsat for vold, sexchikane, voldtægter, mobning mm., når jeg kæmpede alene med kommunen, var alt hvad jeg skrev eller gjorde også forkert. Når jeg forklarede dig at det var jeg nødt til, lukkede du øjne og ører.

Der er ingen empati at spotte nogen steder. Du skulle ganske enkelt aldrig ha' haft børn. Jeg tror også du på mange måder misunder mit liv uden børn. Min evne til at se godt ud i min alder. Min evne til at udvikle mig og passe på mig selv, men du vil hellere bekrige mig og gøre mig dum end at indrømme dette. Du hader dit liv med børn, børnebørn mm. Du vil hellere leve, se godt ud, gøre dig til for mænd og meget andet. Du hader vores problemer, men i stedet for at udvikle dig og se mig som jeg er, så bekriger du mig i stedet. Du hader jo dit liv! DU hader dig selv for alt det onde, du har gjort imod mig. Du kan ikke se mig i øjnene, for jeg minder dig på alt det onde, du har budt mig, og som du ikke ønsker at ændre til det bedre. Du ønsker at lukke øjnene og her står jeg i vejen!

Det handler ikke om L, men at han valgte mig til trods vores indbyrdes kamp. Det handler ikke om at se ham igen, men om han vil vælge mig til på et tidspunkt i fremtiden. Jeg frygter at blive valgt fra. Det er det værste man kan gøre imod mig. Lasse valgte mig fra, da han vendte tilbage til sit hurtige liv følte jeg, men jeg var den, der valgte ham fra, fordi jeg IKKE orkede det dysfunktionelle og ligegyldige liv. Det føltes bare ikke sådan - at jeg var den, der sagde stop, for jeg savner ham stadig ufattelig meget.

Og jo, jeg har asperger og adhd, men mine mange vanskeligheder på det sociale område, bunder i alle disse svigt. Hvordan skulle jeg nogensinde kunne lære dem, når jeg er vokset op med en mor, som gennem hele mit liv har bildt mig ind, at jeg skulle løbe efter kærlighed, omsorg og at blive set og hørt, fordi jeg ikke er værd at elske?

Hvordan skulle jeg kunne lære at begå mig, og tro på det bedste i folk, samt at jeg er værd at holde af, når jeg altid skulle blive bedre til det hele? Hvordan skulle jeg kunne tro på, at L (eller anden mand) holdt af mig, når jeg hele tiden fik skudt i skoene, at han ikke gad mig? Hvordan skal jeg overhovedet kunne tro på, at nogen gider mig samt invitere mig, når jeg mest af alt tror på, at jeg ikke er interessant og spændende nok at have til bords, fordi jeg er vant til at blive ignoreret og talt hen over hovedet? Jeg er samtidig vant til aldrig at blive inviteret til noget som helst, trods jeg altid sørger for at købe gave til fødselsdage og jul. Men det er aldrig godt nok noget af det, jeg gør eller siger.

Hvordan skal jeg kunne tro på, at jeg overhovedet har fortjent et godt liv, når du har gjort alt for at ødelægge siden barnsben?

Når jeg konfronterer dig, så er jeg igen skurken. Du skal i hvert fald nok få vendt det hele til at være min skyld. Jeg kan så sandelig godt forstå, at jeg lider så meget af angst/OCD og stress og altid har gjort. Det hele er jo min skyld, hvis det stod til dig.

Hvordan skal jeg kunne tro på, at nogen gider mig hvis ikke jeg hele tiden ser godt ud, har det rigtige tøj på og siger det korrekte? Jeg må ikke være vred på nogen, stille krav, være for meget, grine for højt, tale for meget (at tale er også et stort problem for dig), tale om noget, der går mig på, for så snakker jeg kun om det samme, og jeg kunne blive ved. Hvordan skal jeg kunne tro på, at nogen finder mig interessant med disse vilkår?

Når jeg blev voldtaget var det også min skyld hver gang - også da jeg var 14 år første gang. Da jeg blev gravid som 14 årig, skulle det skjules, så jeg kunne få en abort som 15 årig. Når jeg konfronterede dig med det, skyndte du dig at sige, at det bestemt også var svært for dig og Bjørn. Du lytter ikke, og jeg var kun 14! Når jeg ikke kunne få det til at køre med mine kærester, så var jeg altid den, som havde ødelagt forholdet, for mine kærester var åh så søde alle sammen. Derefter har du ment at alle mænd, jeg er stødt på siden, har været det modsatte og spild af tid. Måske handler det i virkeligheden om at du tænker, at ingen kan holde mig ud. Jeg mistænker dig snart for det værste i dag. I det hele taget har jeg mistet al tillid til andre mennesker i dag.

Så jo, jeg vil meget gerne lære nyt fra andre, lytte til gode råd, involvere mig mm., men det er sgu meget svært, når jeg konstant skal høre om mine fejl og mangler. Jeg vil meget gerne finde mig en kæreste, men det er sgu svært, når jeg det meste af tiden får skudt i skoene, samt at du viser mig, at jeg ikke er værd at elske og holde af eller bruge tid på, for du undgår så vidt muligt at bruge tid sammen med mig. Det gør du, fordi jeg konfronterer dig, men burde jeg fortsat finde mig i denne behandling eller hvad mener du? Er det ikke på tide, at du viser dig som et voksent menneske samt en mor og tager ansvar? Er det ikke på tide, at du vågner op af din firkantede tankegang, som skifter mening efter, hvem du holder med i dag eller hvad, der tilgodeser dig i situationen?

Når jeg fortæller dig samt er stolt over, at jeg afsluttede med Jacob, som har psykopatiske træk, så kender du intet til det, for sådan nogle mænd har du i hvert fald aldrig kendt. Mine søskende har dog alle nogle træk af narcissisme, og min far samt storebror og lillebror har nogle psykopatiske træk, men dette glemmer vi ikke sandt mor, for næste gang jeg fortæller dig om en begivenhed med en mand, så har du igen ikke kendt sådan en type - sådan en type er efter din beregning, en Camilla type, som ikke er værd at samle på. Men du lever jo selv livet med en mand (og har gjort i 35 år), som aldrig har gjort noget godt for dig, men det glemmer vi alt om ikke sandt? I det hele taget skifter du mening konstant efter humør, og hvordan det lige passer med, at kunne daske mig i hovedet og gøre mig forkert endnu engang.

Og du har jo haft masser af veninder påstår du, hvis jeg nævner dine vanskeligheder ved at forstå andre samt mentalisering, så påstår du, at du altid har haft mange veninder, for der var jo Grethe fra folkeskolen. Jeps mor, det er vist ved at være nogle år siden, så vidt jeg kan regne ud. Hvor er de veninder henne? Jeg har aldrig mødt en eneste af dem. Vi kan tale om noget og næste gang mener du det stik modsatte. Næste gang er jeg pludselig skurken.

Jeg ved i hvert fald noget, og det er, at Jesper er fredet i klasse A, og vi to aldrig nogensinde kommer overens med mindre, at jeg vil tillade dig at behandle mig som det rene lort, og det kommer aldrig til at ske! Jeg synes det må være på høje tide, at jeg endelig lever et liv i nogenlunde harmoni, finder mig en sød kæreste, får mig nogle gode venskaber samt oplevelser, og i det hele taget får nydt livet, for det har jeg da så sandelig fortjent!

Jeg er meget vred på dig og meget skuffet og ked af det. Ked af at jeg valgte mænd af nøjagtig samme støbning som du. Mænd, der behandlede mig som du. Men det skal være SLUT NU!

Opsøg mig aldrig igen med mindre du har tænkt dig at behandle mig ordentligt. Jeg har ikke brug for kyniske og egocentrerede mennesker i mit liv.

Hilsen din tidligere datter Camilla

Bare rolig folkes, da jeg fik skrevet dette brev, er vores forhold blevet langt bedre, for jeg kom af med min vrede og fik tilgivet. Jeg kan ændre mig selv, men jeg kan ikke ændre min mor. Alligevel ændrer min mor sig også positivt, når jeg hviler mere i mig selv - og dog, så har hun samtidigt problemer med, at jeg ikke længere har behov for, at hun er den styrende, som siger ja og amen til alt, for det gjorde jeg før terapien. Jeg kan kun sørge for at skabe det liv, jeg har fortjent.