Kærlighed


Åh, den kærlighed


Kærlighed kan være en svær en, hvis man ender med at løbe efter den anden. Det har jeg prøvet et par gange, og det er hårdt. Hvorfor har folk så travlt? Ikke med at løbe efter den man elsker, men at flygte fra kærligheden. De færreste giver sig tid til at lære modparten at kende. Kærlighed og forelskelse er to vidt forskellige ting. Selv går jeg ind for kærligheden, som er rigtig dejlig, ligeværdig, støttende, rummelig, udviklende og dyb, hvor forelskelse ofte har noget at gøre med, hvordan vi ønsker at se den anden.

Forelskelse opstår ofte ret hurtigt, hvorfor man jo ikke kan vide, om modparten egentligt lever op til de værdier, vi søger - og jo, det er da vigtigt at man har nogenlunde samme værdier i livet, så man sammen kan udvikle sig og være åben og nysgerrig på fremtidens rejse sammen.

Hvis den ene stemmer DF og den anden Enhedslisten, så er det et problem. Eller hvad hvis den ene er til rejser jorden rundt og den anden hader at rejse, så går det heller ikke. Eller hvad hvis den ene altid er på farten hvad angår karrieren og den anden trives med et roligt landligt sted som bondemand/kone? For ikke at tale om, hvis den ene er enorm introvert og den anden er til fuld fart over feltet og fester. Eller den ene er til polyamori forhold og den anden til monogame forhold? Ja, der er lidt at tænke over. Har du mon fundet den rette?

Nogle ting kan man arbejde med, og man skal som regel justere og indrette sig lidt, men så taler vi om ting i småtingsafdelingen såsom farven på sofaen, hvor stor fladskærmen skal være, indretningen, besøg af svigerfamilien (hvor ofte) mm. Til dels kan man også lære at komme overens, hvis man kan give hinanden den fornødne plads og rummelighed, men en DF'er og enhedslist type, bliver vist et hund/kat forhold. Men der findes altså hunde og katte, der trives fint sammen.

Selv er jeg en person, mænd får følelser for, når de lærer mig at kende - og de bliver gerne vældig glade for mig. Jeg har da også oplevet, at flere mænd har friet til mig gennem livet - og har sågar været forlovet op til flere gange samt gift en enkelt gang :) Men der er dårlige odds for mig efter min førtidspension og i en hurtig verden, så hvordan søren finder jeg en mand, som når at opdage alle mine fine unikke sider? Det sker ved en tro på, at jeg er værd at elske, for det er jeg i den grad.

Men en mand, der ikke tør kærligheden, vil være et flygte/løbe forhold (hvis jeg selv var samme sted som ham, for lige børn leger bedst). Jeg kan jo ikke binde ham fast til en radiator eller noget i den stil. Sidst sendte jeg min kære udkårne et par kærlighedsbreve mm. Det gav desværre ikke pote - og dog får jeg gerne flere hints fra ham, for han tør jo ikke at vise mig andet end sine "fine" player-tendenser, men lad ham nu lege sine små julelege, for jeg er klar til noget langt dybere. Jeg er klar til en, som bliver stående solidt på jorden.

Vi mennesker har brug for kærlighed, nærvær og omsorg. Menneskets behov for disse ting er lige så vigtigt som fundamentet i en bygning. Denne vil falde sammen uden sokkel, beton mm. Og på samme måde er vi mennesker også bygget op.

Hvis ikke vi er vokset op med at blive set og hørt som den vi er på godt og ondt, så vokser vi op uden dette vigtige fundament. Fundamentet er man selv nødt til at få bygget op via en professionel senere i livet, så man kan blive klar til at møde den rette partner, hvis ikke man har fået det med hjemmefra, ellers vil man højst sandsynligt søge de partnere, som ikke kan give én det, man har brug for og omvendt, for det går jo begge veje. Hvis ikke man selv har fået den fornødne kærlighed, omsorg, tryghed og nærhed, kan man jo heller ikke selv give det fra sig. Og her taler jeg ikke om familier med misbrug, overgreb på den ene eller anden måde, vold etc. Nej, en helt almindelig familie med sunde spisevaner, økologi, pænt tøj, fine uddannelser, kan også være total dysfunktionel. Det ved jeg alt om, for sådan er jeg vokset op!






Kan man tage imod den konstruktive kærlighed, hvis ikke man er fyldt op af god karma?

Jeg tror ikke man tage imod kærlighed, hvis ikke man ved hvad kærlighed er. For at vide hvad ægte kærlighed er, så er man også nødt til selv at have den til sig selv, og det er især svært med alvorlige diagnoser som mine, hvor samfundet kigger skævt til mig, presser mig og konstant misforstår mig, hvorfor jeg stadig arbejder med mig selv for at være den bedste udgave af mig selv ved at komme af med ophobede ting og sager (pyh sikke en kamp, for der er sgu mange at holde styr på derude...).

Glas

Problemet er jo, at mange er bange for at føle, og når følelser skræmmer, så ryger man op i hovedet, hvor fordomme, angst og frustrationer kan gøre sin forbandede "pligt" ude i samfundet og forpeste andres liv med kort lunte, vredes udbrud, kampe, ulighed, egoisme, had, vold og meget andet.

Er det sådan det er? Vrede og sorg er altså grundfølelserne, og de er stærke, hvorfor det er logisk, at glæden ikke kan komme til overfladen, hvis disse to følelser bliver gemt væk.

Her handler det ikke om, at råbe og skrige eller slå, men at få sagt fra. Det kan ganske rigtigt ende med en følelse af en enorm vrede, hvis man løber fra den, men tager man den hen ad vejen, så kan man nøjes med at sige fra på en empatisk og konstuktiv facon - og lad være med at tro, at du virker langt stærkere, når ikke du græder. Der findes selvfølgelig også mennesker, der går i den modsatte grøft. Mennesker som brokker sig til de nærmeste eller løber med sladder, frem for at få sagt fra over for rette vedkommende. Eller de selvudslettende typer, som skal hjælpe naboen, familien, vennerne og sågar arbejde over - også i weekenderne - ofte uden at have energien eller lysten til det.

Ingen kan holde til at gemme følelserne væk. Stærke mennesker hviler i sig selv. I dag er jeg yderst stærk, fordi jeg endelig tør at være mig. Tidligere, hvor jeg pustede mig op og løb fra mig selv, var der ingen, der tog mig alvorligt. I dag hvor mit indre udstråler styrke, harmoni og glæde, får jeg en helt anden respons af mine omgivelser.

Kærlighed er mange ting, men den vigtigste kærlighed, er den til sig selv. Når du holder af dig selv, så har du så meget mere at give dine medmennesker, som desuden får den ægte udgave af dig, for det er umuligt at være ægte, hvis man hele tiden kun har fokus på, hvad de andre mon mener og tænker om én. Man ved simpelthen ikke hvad sådan en person indeholder, tænker og har brug for, og de ved det heller ikke selv, så hvordan skulle andre vide det?