Et meget forandret liv efter min udredning


Mit liv er helt bestemt forandret efter min nye viden om diagnoser, manglende evne til at aflæse og forstå følelser og tanker hos mine medmennesker, samt at jeg skal bruge det meste af min tid ganske alene. Men jeg er jo skabt til at være meget alene, og derfor bruger jeg ikke min viden til at slå mig i hovedet med. Det er meget vigtigt at acceptere sig selv frem for at straffe sig selv. Man er jo som man er. Det vigtige er at hvile i den man er i stedet for at stræbe efter, at ligne alle andre - desuden er vi alle forskellige. Sårbarheden er forskellig, og det er den, jeg tager hensyn til og lever efter.

Tidligere havde jeg et kæmpe behov for bekræftelse især af det modsatte køn. I dag mærker jeg efter i mig selv og lever ellers mit liv i nuet - som den jeg er. Jeg er bevidst om min sårbarhed og spilder ikke min tid på destruktive mænd og forhold. Jeg kan sagtens føle det giver mig noget, når mænd er lidt besværlige, men jeg vil ikke manipuleres med, leges med eller løbes om hjørner med, så enkelt er det - og jeg afslutter uanset hvor forelsket jeg er, for det gør langt mere ondt at blive i noget destruktivt.

Efter at jeg har fået så meget ro i mig selv, kan jeg mærke, at den angst jeg tidligere havde i samværet med andre, er blevet til en evne til at mærke andres sindsstemning. Jeg kan kun føle andre selv når vi er flere samlet, men der skal være fuldstændig ro i mit liv på hjemmefronten, og det er der. Men skønt at angsten er blevet reduceret gevaldigt ved den ro, jeg nu har fået - og sågar helt uden medicin eller selvmedicinering.

Jeg lever et helt andet liv end gennemsnittet, hvilket jeg heldigvis tillader mig selv. Jeg føler ingen trang til at skulle forklare mig, når jeg en sjælden gang bliver spurgt om, hvorfor jeg ikke har hus, villa og Volvo, for sjovt nok, så siger min udstråling mere end tusinde ord.