Velkommen til asperger-liv

Natur



Indledning:



Denne blog vil komme godt rundt i krogene, hvor jeg vil beskrive mine kampe, udfordringer, svigt og drømme. Ligeledes vil jeg beskrive, hvordan jeg formåede at ændre mit liv fuldstændigt ved endelig at stole på det, jeg føler. Dette har gjort, at jeg i dag kan sige fra med det samme, hvilket har påvirket min stress i en positiv retning. Samtidigt er jeg blevet langt bedre til at mærke, hvad jeg har brug for. Bloggen er skrevet uden filter og jeg beskriver derfor alt "set indefra".

Jeg er sen-diagnosticeret i en alder af 43 år i sensommeren 2014. Jeg blev klar over at "noget" var helt galt, da jeg efter rigtig mange års selvbetalt terapi, ikke rigtig kunne slippe helt af med den invaliderende angst og OCD, som i sin tid gjorde, at jeg valgte at starte i terapi med støtte fra min ex. kæreste, der var læge og selv havde arbejdet med sig selv professionelt.

Han var en enorm støtte og yderst rummelig, men jeg besluttede efter nogle år, at nu var det tid til at stå på egne ben for første gang i mit liv. Det blev starten på en helt ny identitet, der sidenhen endnu engang skulle bygges op efter min udredning, men nu stod jeg stærkere end nogensinde.

Der gik mange år før jeg nåede til den erkendelse, at løsningen kunne være at blive udredt, for jeg fandt på alverdens logiske forklaringer på, hvorfor det endnu engang gik galt - for det gik galt hele tiden, uanset hvad jeg sagde, gjorde eller følte. Mere om det længere nede i artiklen.

På et tidspunkt begyndte folk at spørge til, om ikke jeg var ualmindelig godt begavet når jeg atter troppede op på en højere videregående uddannelse inden for IT, fordi alle vanskelige opgaver var rigtige, hvorfor jeg tilmeldte mig adgangstesten via mensa.dk i slutningen af 2013 - en periode hvor jeg var yderst hårdt ramt af stress, led af ekstrem lav blodprocent, angst, panikangst og alvorlige spiseforstyrrelser, men jeg bestod - endda med et overordentlig godt resultat i første forsøg og på knap 15 minutter.

Jeg troppede fint op til et møde i Mensa så modig jeg var, men synes alligevel ikke helt jeg kunne identificere mig med flertallet i foreningen - og dog skræmte det mig, at jeg ikke var alene om at være nørdet og dårlig til de sociale spilleregler1.

Ikke længe efter mødet med, hvad jeg håbede var ligesindede, måtte jeg en tur på skadestuen, fordi en bekendt havde gjort mig opmærksom på, at jeg i værste tilfælde kunne have en blodprop. Denne bekendt havde ligeledes kort forinden sagt til mig, at det ikke var normalt at have angst hele tiden.

I denne periode gik jeg på TEC i Lyngby, hvor en underviser spurgte til, om ikke flere i Mensa havde aspergertræk. Dette afviste jeg ved at sige, at jeg i hvert fald ikke havde det, men det lå alligevel og ulmede i min underbevidsthed, for ikke længe efter spurgte jeg min terapeut, om ikke jeg havde autistiske træk, hvilket hun svarede ja til efter nogle overvejelser.

Herefter gik det stærkt med at få bestilt tid hos psykiater, hvor jeg fik bekræftet min mistanke - og sågar fik "noget" ADHD oven i hatten, hvilket jeg har fundet ud af ikke er så usædvanligt for os med en autisme profil, da disse to diagnoser har flere fællestræk samt begge er psykiske handicaps. Jeg fik ligeledes diagnoserne angst og OCD, men kun i en mindre form, da jeg via min personlige udvikling har fået styr på disse, så længe jeg begrænser min sociale kontakt.

Efter min udredning kom en periode med gevaldige nedture, men jeg vidste det var nødvendigt at tage imod med kyshånd for at blive et helt menneske. Nu kom en tid, hvor jeg skulle bygge ny identitet op med min nye viden.

Min terapeut stoppede jeg ved, og dernæst sørgede kommunen for, at jeg kom ud på CFA: centerforautisme.dk, så jeg kunne lære nogle teknikker og spilleregler for, hvordan man begår sig i samfundet, og på denne måde undgå konflikter og kampe. Dette emne vil blive beskrevet her: Teknikker. Læs også lidt om pyt-knappen nu du er i gang: Pyt-knappen.

Kort tid efter at jeg blev udredt, blev jeg forelsket i en mand, som desværre ikke havde overskuddet til at vise mig, at jeg var værd at holde af. Det er ikke helt ualmindeligt, at blive forelsket i kriser, og jeg valgte derfor at bruge mit møde med ham til at udvikle mig videre med gamle svigt, nederlag og mobning.

1Det forholder sig sådan, at når man ligger så højt IQ mæssigt, så står small talk altså ikke øverst på listen. Vi går desuden fra a-z på no time når vi er sociale samt ved opgaver og livet i sin helhed. De færreste kan følge med er min erfaring. Nogen tror at høj IQ ikke har ret meget at sige, men det har det i den grad. Det er en "computer", som kører langt hurtigere end andre computere, og kan altså ikke sammenlignes med det at være klog, der har noget med viden at gøre. Når man har ekstrem høj IQ er vejen til viden dog langt hurtigere.


OBS: Siden er under opbygning og det vil derfor ikke være muligt at tilmelde sig nyhedsbreve endnu, men det kommer forhåbentligt snart.....Hjemmesiden vil ligeledes ændre udseende hen ad vejen og få flere funktioner mm.


Besøgstæller
Besøgstæller

Tilmeld dig nyhedsbrev via denne formular. Skriv "nyhedsbrev" i kommentar-feltet.