Uddannelse og erhvev


Jeg er efterhånden træt af, hvordan jeg er løbet fra det ene til det andet, fordi jeg ikke kan klare det sociale mere end 1-2 af få timers varighed pr. uge, før det går helt galt...


Gennem mit liv har jeg forsøgt mig med alverdens uddannelsesforløb og arbejdspladser, men hver gang er jeg endt så udmattet, at jeg hverken kunne sove, spise, tænke eller forstå noget som helst. Af samme grund er jeg aldrig blevet færdig med en uddannelse eller været i samme jobstilling ret længe ad gangen - faktisk var livet som vikar luksus for mig, fordi jeg på denne måde altid kunne stikke af, hvilket jeg meget ofte gjorde, når jeg igen fik det meget skidt. Det gav mig et liv på fattigdomsgrænsen, hvilket var yderst stressende.

Min mor har forsøgt at støtte mig bedst muligt, hvilket jeg er meget glad for. Min ex. kæreste er også en stor hjælp for mig, når alting falder sammen om ørerne på mig. Uanset hvor skrap jeg bliver til teknikker og at tage vare på mig selv, så vil mit system aldrig kunne blive hurtigt nok til at fungere optimalt i dette hektiske samfund. Jeg vil altid skulle bruge det meste af min tid hjemme bag mine fire vægge alene - og hvis jeg skal klare et job bare en time om ugen, så vil jeg intet kunne ud over det. Det betyder ingen sjov i weekenden, ingen besøg af mor (hun er den eneste, jeg tåler kommer i mit hjem) og lange perioder med stress reaktioner.

Den nye reform tillader ikke at jeg søger førtidspension - eller det kan jeg godt,hvilket jeg også har gjort, men den vil blive afvist gang på gang.

Jeg kan selvfølgelig ikke lade være med at tænke på, om samtlige sagsbehandlere, politikere og andre ansvarlige, kunne tænke sig selv at leve et liv som mit og tvinges til at bruge de få ressourcer, de har til rådighed, på at arbejde 1-2 timer om ugen.... Det får jeg nok aldrig svar på.

Omvendt kan jeg ikke se mig selv i et liv, hvor jeg ikke skal yde noget, men jeg kan ikke bestemme over mine diagnoser på det punkt, og derfor har jeg søgt førtidspension, som selvfølgelig er blevet anket, men afvist. Så nu skal jeg finde ud af, hvad jeg så gør! Jeg har dog haft fat i en politiker, som hjælper mig lige pt. Jeg skrev desuden til alle rådmænd samt klagede over elendig og mangelfuld sagsbehandling til Datatilsynet og Ombudsmanden, og så gik det pludselig hurtigt.

Og nu har jeg per d. 1. oktober 2018 heldigvis fået min førtidspension. Sikke en ro!