Bi-diagnoser


Her lidt om de forskellige diagnosers påvirkning af hinanden inkl. den høje IQ


Høj IQ

Den skal man bestemt ikke kimse af, for den gør, at jeg har endnu sværere ved at komme ned i kroppen end man "normalt" har med en asperger og ADHD.

Det med følelser har jeg dog lært rigtig godt - og sågar på lige fod med flere neurotypiske, fordi jeg simpelthen ville lære det. Jeg skal dog hele tiden gøre mig umage. Jeg kan dog stadig føle i ekstremerne, for hvis der er noget vi med asperger har brug for, så er det at føle intenst og meget, for at kunne føle noget som helst.

Dette ses som oftest i samspil med en forelskelse, konflikter, krav, overraskelser, manglende struktur, misforståelser etc. Og dette med at kunne sætte adresse på sine følelser, er stadigvæk svært for mig, men jeg er blevet langt bedre til det. Samtidigt gør jeg mig umage det meste af tiden undtagen i det sociale rum, for her er mit system alt for langsomt. Andre gange er mine voldsomme følelser virkelig i vejen, men mere og mere har jeg accepteret mine diagnosers skyggesider om man vil, hvorfor det ikke sker så ofte mere, for accept er lig med bedre vilkår. Så længe man flygter fra tingenes tilstand, jo værre bliver det ofte.

Med en høj IQ har jeg også meget svært ved at se ud af boksen ud over min autisme profil. Det har jeg dog trænet i samarbejde med min tidligere - og nu nuværende mentor, for jeg er startet privat hos hende igen med rigtig gode resultater. Denne havde stor erfaring i sådan en som mig, og var samtidig modtagelig for udvikling og mere selvindsigt. :)

Høj IQ har i sig selv nogle ADHD lignende træk, fordi vi opfanger og tænker meget hurtigere end normalt, hvilket kan gøre os utålmodige overfor andre, som ikke er på samme niveau. Dette er ikke for at være ond, men fordi vores hjerner arbejder hurtigere. Høj IQ er en hurtigere computer når vi taler om indlæring og forståelse - dog har vi en helt unik måde at tilegne os viden på, som ikke helt passer til den reform, der opleves på de sædvanlige skoleklasser, studier, arbejdspladser og lign. Jeg måtte hjem og lære mig stoffet selv, fordi jeg springer fra A-Z i et hug. Dette har jeg hørt flere højtbegavede udtale, uden at de nødvendigvis havde en asperger profil eller ADHD (de var i hvert fald ikke blevet udredt).

Den høje IQ har også nogle aspergertræk uden at have diagnosen, da vi ofte er meget logisk tænkende, hvilket kan vanskeliggøre nogle af de samme udfordringer. Dette kan få mig til at føle mig dobbelt ramt på min asperger, når vi taler om at forstå det sociale spil og mellemregningerne (læse mellem linjerne). Sagt på en anden måde, så fatter jeg simpelthen ikke alt det, der ligger mellem facit, uanset om vi taler kommunikation eller matematik.


Følelser

Jeg har ligeså mange følelser som andre, så er det sagt! Jeg har bare svært ved at sætte adresse på mine følelser, det er forskellen. Og jeg bliver uhygglig træt og rundsforvirret hver gang en følelse viser sig, fordi jeg aldrig ved hvad følelsen prøver at fortælle mig. Men jeg kan føle vrede og sorg i stor stil, fordi jeg har oplevet meget smertefuldt i mit liv.

Hvis jeg er ked af det, så skal jeg gennem et større analysearbejde for at finde ud af hvorfor. Hvis jeg er vred, så kan min ADHD overskygge det hele, og i stedet kører jeg bare non stop med rundsave på albuerne. I dag har jeg dog tæmmet denne del, men flere kan nok nikke genkendende til dette også uden en ADHD diagnose.

Når ikke jeg kan sætte grænser med en asperger, så kan en vrede godt hobe sig op. Og fordi jeg ikke er klar over hvis nogen har overskredet mine grænser, så er jeg pludselig vred. Eller dvs. følelserne bliver gerne til angst og OCD lignende symptomer med spise - og sanseforstyrrelser samt selvskade som resultat, men dette er heldigvis fortid nu.

I dag har jeg lært mig selv og mine mønstre så godt at kende, at jeg ikke længere udsætter mig for "overgreb" at nogen slags. Derfor har jeg stort set heller ikke ret meget angst, OCD eller spiseforstyrrelser længere. Nej, mine bi-diagnoser ligger i dvale.

Ved misforståelser fra mine omgivelser kan disse symptomer sagtens vende tilbage for en stund, men efter jeg lærte at stå fast ved det, jeg følte, har alt ændret sig til det langt bedre. Jeg mente ikke mine følelser, tanker og meninger talte lige så meget som andres, fordi jeg jo var autist og ADHD-freak, men det er jo ikke sandt. Vi alle har lov at være her, uanset hvem vi er. Vi alle har et ansvar for at opføre os ordentligt, uanset hvem vi er.


OCD lignende symptomer som hører til aspergeren

OCD lignende symptomer har jeg både som tanker og handlinger. Tankerne er som gentagelser i hovedet, katestrofe tanker, dasken i hovedet og at synge sange. Men igen, så mærker jeg intet til denne del efter min nye livsstil, og det er uden brug af medicin

Handlinger er at tjekke komfur, køleskabslåge, maden for udseende/lugt og kontrollere mennesker omkring mig.


Eksempler ude i den store og farlige verden:

Når jeg eksempelvis taler med fremmede mennesker, så gentager jeg det jeg har sagt i mit hoved.

Dette gør jeg, fordi jeg er bange for at jeg ikke har opført mig ordentligt.
Dette er en gammel vane, som jeg har taget med mig fra min opvækst - og fordi jeg ikke kan aflæse og forstå det non verbale.

Hvis jeg har angst, så bruger jeg min "OCD" til at skabe ro igen. Bare man kender spillereglerne for bi- diagnoserne, så er de ikke så "farlige" længere.
Omvendt vil jeg meget gerne slippe af med den del, som bunder i uhensigtsmæssige og destruktive vaner, men dette har jeg lært siden jeg skrev dette - altså kan det lade sig gøre med selvudvikling. Selvindsigt giver som sagt selvværd.

Desværre har angsten haft en tendens med at skifte ansigt, hvilket godt kunne skræmme mig lidt, men grunden var mit arbejde med mig selv gennem tidligere terapeuter, fordi jeg blev opfordret til at øve mig socialt, men havde brug for det stik modsatte. Eftersom at jeg ikke har evnen til at sætte adresse på nye følelser samt aflæse og forstå det non verbale, kommer jeg på et gevaldigt overarbejde i samvær med andre mennesker - især hvis jeg ikke kender dem ret godt.

I dag kommer jeg dog hurtig til en erkendelse af, hvad der sker i mig af to årsager; bedre selvindsigt og roen til at kunne passe på mig selv.

Før jeg startede i terapi, havde jeg den rigtige OCD. Den er jeg dog helt og aldeles sluppet af med i dag, så noget gjorde terapien godt for. Jeg havde også langt nemmere ved at forstå mig selv og dermed lære teknikker, da jeg startede på Center For Autisme i december 2014.


Angst

Uha, jeg har haft alle angstformer tror jeg gennem livet: Socialfobi, panikangst, angst for at blive skør og sygdomsangst, som gik over i en slem OCD og generaliseret angst. Generaliseret angst har jeg haft siden jeg var 1-2 år gammel, men den mærker jeg faktisk intet til efter min førtidspension gik igennem med mindre, jeg er for ofte social, men så får jeg den også retur med 180 i timen. Jeg bliver også gerne meget syg af forkølelse og ondt i halsen samt influenza, fordi mit system bliver så overbelastet. Pyhh.

Men angsten er ikke bare opstået ud af den blå luft. Min opvækst har bestemt en stor del af skylden. Angsten ændrede også ansigt, fordi jeg aldrig følte mig god nok. Dvs. når jeg var blevet god til det ene, og blev dasket oven i hovedet med det, så fik jeg angst på et andet område. Med en asperger er det ret nemt at føle sig forkert, hvilket bare bliver værre uden den rette forståelse og omsorg for den man er. I den forrige terapi følte jeg mig aldrig god nok, for jeg kunne ikke leve op til de forventninger, hvilket terapeuten motiverede mig til.

Og det er meget svært at blive set og hørt som den man er, når man har en helt anden måde at tænke på end flertallet. Mange er ikke nysgerrige nok, fordi det kommer for tæt på i deres eget sind. Det kræver at man tør at være nysgerrig samt lære nyt (måske om sig selv), fordi jeg tænker anderledes. Ikke alle er klar til det - især ikke i denne verden, hvor de fleste har fokus på det ydre frem for indre værdier.

Til gengæld har jeg aldrig været bange for ydre ting som edderkopper, højder osv. Dog er jeg skræmt når vi taler mad, kirkeklokker set indefra, mørke, rustne rør/ledninger og mennesker. Faktisk kan jeg blive en smule utilpas, når jeg møder disse udfordringer.

Nogen mener, at bi-diagnoserne kan undgås hvis man får de rette livsbetingelser gennem hele livet, fordi man "kun" er født med asperger - i mit tilfælde også en ADHD - alene. Det tror jeg er rigtigt. Desværre er det de færreste, som er vokset op med så harmoniske omgivelser. Omvendt, så bliver samfundet hurtigere og hurtigere, og her kan et langsomt system ikke nå at følge med. Med diagnoser er man meget sårbar over for nye psykiske belastninger, og derfor er det ekstra vigtigt med omsorg og kærlighed for den man er.


Depression

Jeg har absolut ingen depression og heldigvis for det. Jeg forsøgte med noget angstdæmpende depressivt medicin, fordi jeg gerne ville ud og rejse, men jeg fik det vildt dårligt af det trods en meget lille dosis. Jeg tror som sagt på, at får man noget medicin, som ikke passer til den tilstand man befinder sig i, så får man alt for meget af et eller flere virkestoffer, hvilket vil påvirke hjernen negativt. Uanset hvordan det hænger sammen, så fik jeg alt for meget, og derfor gik min hjerne "ned", for jeg blev en slags zombie af den. På vej ned til træning en dag, følte jeg, at jeg gik som en robot. Det var vildt ubehageligt.

Nu tager jeg få dråber CBD olie om dagen, hvilket hjælper en smule på min evige urolige hjerne og uregelmæssige hjerterytme efter sociale sammenkomster og ved misforståelser og kriser.

For tiden har jeg nemlig en krise i det boligselskab, jeg bor i. I knap 10 år har jeg kæmpet med en underbo, som tidligere boede i en opgang længere nede ad vejen, men her blev hun og kæresten smidt ud, fordi politiet blev tilkaldt gentagne gange. Hun festede stort set alle ugens dage samt meget vel kunne have en hashbule, da folk kommer rendende på alle tider af døgnet. Beboerne fik dem smidt ud, men hun blev bare "belønnet" med en ny, og nu kan jeg få lov at "bokse" med hende.

Jeg har oplevet slåskampe fra hendes lejlighed, som nu ligger oven over min, råberi, trusler, smækken med alle døre heriblandt de to altandører, som hører til hver lejlighed, kaldt mig alverdens skældsord, låst egen kat ude på altanen i frostvejr og gået hjemmefra, fordi hun ikke anede, hvad hun selv lavede, for ikke at tale om, hvordan hun slår til møbler og banker og hamrer på alle tider af døgnet samt har venner og veninder boede i tide og utide. Jeg kan selvfølgelig ikke blande mig i, hvem hun har boede, men jeg blander mig i deres evige slåskampe og råberi nat og dag. Kontoret har intet gjort - ej heller ikke ved tidligere overbo (før jeg flyttede ind fik hun "æren"), som nu er min nabo, for hun skyndte sig at søge lejligheden til venstre, da den blev ledig.

Kontoret har bagtalt mig til andre i ejendommen og over for nuværende vicevært, samt mobbet mig og samtidigt undladt at svare på mine mange klager. Politiet har sagt til mig at kontoret skal reagere, men de er ligeglade, for min underbos far var tidligere vicevært i ejendommen. Nu er han død. Der er nok blevet betalt penge under bordet, for min underbo har aldrig været ansat i den virksomhed, jeg og andre ansatte eller tidligere ansatte lejer igennem. Lejlighederne er kun for ansatte, der har haft mindst to års fuldtidskontrakt. Nu er jeg retfærdighedstypen efter behov, og jeg finder mig ikke i deres frækheder. Hver gang jeg har klaget over min underbo, og tro mig det er sket rigtig mange gange, så reagerer hun ved at chikanere mig på anden vis indtil hun igen har glemt min klage, hvorefter det hele starter forfra.

Heldigvis har jeg min terapuet, som har gjort det muligt for mig at leve et liv uden en invaliderende depression, hvilket mange gør med autisme - og ADHD for den sags skyld. Samtidigt kan jeg få bearbejdet alt skraldet ud (belastningstilstanden), som jeg har opbygget i forhold til mine mange år med chikane og trusler, for den forsvinder ikke lige med det samme - og da slet ikke af sig selv. Hjernen vil dog resten af livet være skadet. Man kan undgå at mærke alt for meget til belastningen ved at ændre sin livsstil, men skaden er sket, og derfor tåler man langt mindre efter sådan en omgang.

Samtidigt kæmpede jeg med kommunen - dog med hjælp fra en partsrepræsentant. Lige for tiden har jeg klaget over den behandling jeg har modtaget fra kontoret, samt deres manglende vilje til at få orden på sagerne. Min nabo, som boede over hende før mig, klagede også ofte. Kontoret opfordrede hende til at skrive tidspunkt på klagerne, man samtidig valgte de at ignorere hende og/eller give hende dårlig samvittighed med ordene "vi har gjort så meget for dig!".

Jeg endte med at søge en byttelejlighed, hvilket jeg har krav på, men her valgte kontoret igen at ignorere mig. Gennem 13 måneder rykkede jeg for svar, mens jeg kun blev mere udbrændt. Efter samråd med Lejerns LO ringede jeg til kontorets formand, som råbte og nedgjorde mig i telefonen. Jeg havde været smart at optage samtalen, hvilket er fuldt lovligt så længe man selv deltager i samtalen. Derefter skrev jeg at jeg ikke ville finde mig i deres chikane, og at den skulle stoppe øjeblikkeligt. Først her fik jeg tilbudt en byttelejlighed, men her var jeg alt for medtaget til at kunne overskue at flytte.

I dag har jeg valgt at undersøge, hvorvidt jeg kan sagsøge kontoret for den mishandling og ligegyldighed, jeg er blevet udsat for.