Barndommens udfordringer mm.


Barndommens udfordringer og mine tegninger


Jeg blev født på Olga Limschous Fødeklinik d. 26. februar 1971 kl. 19:30. Jeg vejede 3100 gram med mine 50 cm. i længden. Mine øjne er meget brune, men var mørkeblå ved fødslen.

Jeg havde en skæv hofte ved fødslen og fik et spredeleje til at ligge i om natten, hvilket jeg selvfølgelig ikke brød mig om - og da slet med en autisme profil samt ADHD, fordi vi er ekstra følsomme overfor noget der strammer, rører huden etc., hvorfor min mor tog den af efter en times tid. Jeg begyndte at kunne gå uden nogen form for støtte i en alder af 14 måneder, hvilket er ret tidligt. Jeg har derudover en ret dårlig motorik grundet mine diagnoser.

Jeg led meget af mellemøre- og halsbetændelse, hvorfor jeg har fået fejlet mandler samt fået dræn ind i ørene. Jeg husker tydeligt da jeg som ganske lille barn skulle have fjernet mandler, og en sygeplejerske tog sig kærligt af mig.

Nu var der ingen grund til at min mor blev ved mig, hvorfor jeg bad hende tage hjem. Det gjorde hun, men knap efter hun var gået, fortrød jeg. Jeg har sjældne gange knyttet mig til helt fremmede mennesker, hvor jeg nærmest bliver helt knust, hvis de forlader mig igen.

Det gjorde jeg til denne sygeplejerske, men savnede alligevel min mor, da jeg blev klar over, at sygeplejersken havde andre at tage sig af end mig. I mit autistiske hoved så jeg jo kun det, der skete her og nu. Sådan tror jeg også børn uden autisme kan have det, men vi har det bare i en langt større grad.

I det hele taget ser vi to tingene i små detaljer frem for en helhed. Det gør jeg stadigvæk, hvorfor jeg skal kæmpe for at få mig det fulde overblik. Jeg tror det er grunden til vores enorme behov for struktur samt trang til at omgås det samme og gøre det samme om og om igen. Sådan er det også med de mennesker vi omgås, hvorfor det kan være yderst svært at bryde med destruktive vaner, forhold mm.

Da jeg blev døbt lå jeg og smilede til præsten konstant - selv da jeg fik vand i håret. Efterfølgende skulle der tages fotos og her måtte jeg give op og faldt i søvn, men min mor vækkede mig, hvilket jeg tog med endnu et smil. Jeg har altid været ret sej, og kunne cykle fra det yderste Rødovre til det yderste Hvidovre på en gammel rusten cykel uden problemer. Faktisk lå jeg altid i den gule førertrøje :) Min søster hylede og skabte sig altid når vi skulle cykle, men jeg var vist også noget for mig selv på dette punkt. Min ADHD har jo skulle have noget at arbejde med.

Hurtigt udviklede jeg en enorm nysgerrighed, og kravlede op de mest utrolige steder i lejligheden på Rosenvængets Allé, Østerbro. Jeg var kun 1.5 år gammel, da jeg fandt på at kravle op i køkkenvasken med vinduet åbent. Jeg pillede også ved alt, og ødelagde ting konstant til min mors store ærgrelse.

Jeg hadede at gå på potten, hvorfor jeg kun 2 år gammel smed bleen og derefter gjorde mit på toilettet helt af mig selv.

Lige fra jeg var lille, legede jeg uden kammerater eller søskende. Det fortsatte op i skolealderen, hvilket undrede min mor. Samtidigt, når jeg endeligt legede med nogen, ville jeg bestemme legen. Min mor prøvede at forklare mig om "reglerne" for at lege med andre børn, men jeg forstod dem ikke.

Allerede her var der tydelige autistiske tegn, men samtidigt var jeg jo yderst skarp i pæren og kunne strikke efter meget avancerede mønstre og på 5 små pinde, udregne alverdens ting, handle ind alene og komme hjem med det helt rigtige og til billigere penge (formåede at gennemskue tilbudsvarer mm.), og derfor var jeg svær at finde ud af.

Familiemedlemmer og andre havde ofte travlt med at ytre deres mening om min anderledes måde at begå mig på, men dette slog min mor hen. Hun så ikke problemet i at jeg var anderledes samtidigt med, at hun ubevidst forsøgte at få mig til at passe ind (det er jo her, hvor det ikke er hvad man fortæller børnene, men viser i handling, som har bestydning i det store hele).

Når jeg fik gaver til fødselsdage, juleaften mm., åbnede jeg dem hurtigt hvorefter de røg ud til højre. Dette undrede især familien, men jeg kunne ikke fordybe mig i tingene grundet uroen omkring mig.

Min mor var i rigtig mange år min eneste "ven". Selv da jeg blev voksen fortsatte det, men da jeg mødte min ex. Anders, og han fik mig i terapi, ændrede alt sig. Han gjorde mig til det selvstændige menneske, jeg er i dag. Han så mig nøjagtig som den jeg var. Anders kunne rumme alle sider af mig, fordi han selv havde været i
over 10 års professionel terapi. Desuden var Anders uddannet læge, hvilket samtidigt gjorde mig tryg i forbindelse med min dødsangst.

Jeg har aldrig lært at binde mine snørebånd på den voksne måde (den med at svinge båndet rundt eller noget). Jeg har heller aldrig lært at lægge tøj ordentligt sammen. Først den dag i dag har jeg lært at vaske tøj uden at blande alverdens farver og stofarter sammen.

Jeg skulle hænge ud med en tidligere kollega før jeg forstod, at der er forskel på en vaskemaskine i hjemme vs en industrimaskine, hvorfor jeg fyldte en halv liter skyllemiddel i maskinen i min vaskekælder. Min kollega havde jo fortalt mig, at skyllemiddel-rummet skulle fyldes helt op, når jeg få gange har vasket hos ham i sit hus i Herlev :)

Jeg legede meget på egen hånd, og det at tegne, gav mig ro i sindet. Jeg havde også andre interesser såsom at udspørge min mor om hendes graviditet med mine mindre søskende. Der var nok at ta' af, for jeg har 4 søskende ialt hvoraf de 3 er yngre end jeg.

Ud over at tegne, køre på cykel, strikke som 6 årig samt udspørge min mor, var jeg også interesseret i at skille ting ad, rode med knallerter, drikke mig fuld, samle på Boy George plakater (nu er jeg evig Mew fan - dog uden plakater), score fyre og udregne samt løse metamatik og gåder, men her var jeg blevet teenager.

Fyre blev jeg faktisk først interesseret i som voksen, men følte jeg skulle passe ind, da mine klassekammerater begyndte at danne par. Jeg var slet ikke klar til den slags ting. Fyrene var heller ikke besynderlig interessseret i mig, men det tog i den grad revanche da jeg blev ældre.

Jeg var i mange år bekymret for, om jeg nogensinde nåede til et sted i mit liv, hvor jeg blev klar til en kæreste. Det er jeg endelig blevet. Og jeg er sågar blevet klar til den konstruktive af slagsen, for jeg har rigtig meget at give i dag. Jeg har opbygget kærlighed til mig selv i dag, og kan derfor også være nærværende ikke kun til mine medmennesker, men nu også til mig selv. Det lyder mærkeligt, men kan helt klart anbefales :)